Silkeborg Triatlon 2024: suveræne vindere og nye rekorder

aug 28, 2024

Endnu engang leverede Silkeborg Triathlon med stævneleder Jørn Kim Hansen i spidsen to fremragende dage med triatlon i og omkring Alminde Sø ved Silkeborg. Programmet bød på DM Cross Triatlon Kort (750-20-5), DM Cross Triatlon Mellem (1500-30-10) om lørdagen og DM Middel (1900-90-21,1) for elite og Age-Group, DM Aquabike Age-Group (1900-90) samt Silkeborg 1/4.

DM Cross Triatlon Age-Group Kort: Claus Crone vandt i overlegen stil
Lørdag var der DM Cross Triatlon kort- og mellemdistance på programmet. Selvom deltagerantallet i år godt kunne have været højere, præsterede de atleter, der mødte op, på et flot og højt niveau.

Claus Crone (HGATM) vandt overall i sikker stil, endda på trods af et sammenstød med en anden atlet undervejs på mountainbiken. Mikkel Mortensen (KTK86) kom i mål som nr. 2, mens Claus Nørlev Jensen kørte tredjehurtigste tid.

Charlotte Nikolajsen (multiatleterne ESBJERG) vandt overall i lige så overbevisende stil som hos herrerne. Julie Lind (Horsens Triathlon Klub) kom i mål som nr. 2, mens Regitta Lehmann (Fredericia Triathlon Team) blev nr. 3 overall.

DM Cross Triatlon Age-Group Mellem: Carol Rasmussen suveræn
På den dobbelte distance vandt Carol Rasmussen (Brøndby Triathlon Klub) i imponerende 3:21:05 timer, og hun viste endnu engang, at hun, på trods af at være i AG60-64, er sine konkurrenter overlegen. Tanja Gudmundsson (multiatleterne ESBJERG) blev nr. 2, og Simone Kragh Jacobsen (Odense Triathlon Klub) nr. 3.
Hos herrerne var Daniel Højen Nielsen (Aarhus 1900 Triathlon) hurtigst overall. Silas Egelund Volfing (Ninjas.dk) kom i mål som nr. 2, og Mikkel Høgh (Aarhus 1900 Triathlon) som nr. 3 overall.

Find alle tider og se, hvilke atleter der vandt de forskellige Age-Group-klasser fra DM Cross Triatlon Kort og Mellem.

DM Middel Elite: Hård kamp hos herrerne og ny rekordtid hos kvinderne
Søndag stod den på DM Middel for Elite og Age-Group, DM Aquabike Age-Group samt Silkeborg 1/4. Fremmødet var overvældende, og både unge, voksne og erfarne, amatører og eliteatleter var mødt op i godt humør og klar til at vise, hvad de kunne.

De første atleter til at springe i Alminde Sø søndag formiddag var eliteherrerne ved DM Middel. Otte eliteherrer fra seks forskellige klubber var til start, heriblandt hjemmebanefavoritten Lars Lomholt (SMT Silkeborg). Jens Emil Sloth Nielsen (Aarhus 1900 Triathlon), der ellers mest er kendt for at køre Xterra var også til start. Og så havde Anders Toft Nielsen (multiatleterne Esbjerg), også taget turen til Silkeborg efter at Challenge Sandefjord blev aflyst lørdag.

At Anders havde brugt det meste af aftenen og natten på rejsen fra Sandefjord, var ikke til at se i præstationen. Efter 3:56:01 timer kunne han strække armene i vejret og lade sig hylde som dansk mester i Middeldistance 2024. Hjemmebanefavoritten Lars Lomholt kom i mål 1 minut og 1 sekund efter Anders, og knap to minutter senere kom Jens Emil Sloth Nielsen i mål som treer efter at have løbet de 21,1 km i imponerende 1:10:22. Alle tre atleter kom desuden i mål på under 4 timer.

Kort efter eliteherrernes start var de seks elitekvinder klar til at se, hvem der var hurtigst til at svømme de 1900 m (to omgange med Australian exit), cykle de 90 km og løbe 21,1 km. Til start var de to Aarhus 1900 Triatlon-atleter, Katrine Græsbøll Christensen og Shiva Leisner, Michelle Vesterby (Team Triathlon Herning), Lærke Schødt Rasmussen (OTK), Laura Kjær (KTK86) og Emely Ravn (OTK).

Katrine Græsbøll Christensen, der tidligere var eliteroer, vandt i suveræn stil i tiden 4:21:36 timer – hele ni minutter foran nærmeste konkurrent og klubkammerat i Aarhus 1900 Triathlon, Shiva Leisner. Med vindertiden slog Katrine for andet år i træk rekorden på denne distance. Michelle Vesterby, der vandt sit første DM for 15 år siden, kom i mål som nr. 3.

Se alle tider og resultater fra DM Middel Elite.

DM Middel Age-Group
Blandt Age-Group-atleterne var Ida Jarner (Tri4) hurtigst blandt kvinderne overall. Karina Kallesøe (Kolding Triathlon Klub) kom i mål med anden hurtigste tid, og Betina Schmidt (Viborg Atletik og Motion) havde tredje hurtigste tid overall.

Rune Strøm Jensen (Tri Club Denmark) var hurtigste Age-Group-herre overall. Lasse Høj Mørkholt havde anden hurtigste tid, og Sujay Shalawadi (/tri club denmark) var tredjehurtigst overall.

Find alle tiderne og vinderne i de forskellige Age-Group-kategorier her.

DM Aquabike: Tommy Torpedo vinder sikkert

I DM Aquabike var Tommy Torpedo Nielsen helt suveræn og vandt med knap 14 minutters forspring til nr. 2, Martin Liebeck (KTK86). Brian Vesterbæk (Thy Triathlon Team) kom i mål som nr. 3 overall.

Hos kvinderne var konkurrencen om podiet noget tættere end hos herrerne. Helle Hygum (Fredericia Triathlon Team) var dog hurtigst og vandt foran Mette Baade. Rebecka Skipper Grønli (Aalborg Triathlon Klub) var tredje hurtigste kvinde til at svømme de 1900 m og cykle 90 km.

Se alle tider, resultater og hvem der er nykårede danske mestre i de forskellige Age-Group-kategorier her.

Silkeborg 1/4 dedikeret til Danni Langberg
Sidst men ikke mindst fandt Silkeborg 1/4 også sted søndag i Silkeborg. Konkurrencen blev dedikeret til SMT-atleten Danni Langberg, der desværre omkom i en ulykke sidste lørdag. Før starten blev der afholdt et minuts stilhed i hans minde – en virkelig flot gestus fra arrangører og deltagere.

Herefter var hele 234 atleter klar til at finde ud af, hvem der var hurtigst til at svømme de 950 m, cykle 45 km og løbe 10,5 km. Frederik Bradley (Ninjas) var hurtigst overall. Flemming Schmidt Laursen (Team Triathlon Herning) kørte næsthurtigste tid, og Nikolaj Rud Sørensen (SMT Silkeborg) havde tredjehurtigste tid overall.

Iben Schmidt Laursen (Team Triathlon Herning) var hurtigste kvinde overall. Laura De Herde (BEL) havde næsthurtigste tid, og Signe Thomasen tredjehurtigste. Se alle tider her

Stort tillykke til alle – både de nykårede danske mestre og dem, der ”blot” gennemførte. Hver især var I med til at gøre Silkeborg Triathlon til ”Danmarks Smukkeste”.

Også en kæmpestor tak til de 90 frivillige, dommerne, Sportstiming og Teknisk Delegeret for at sikre en perfekt afvikling på trods af vanskelige vejrforhold til tider, og til Keld Thomsen (KT-Coaching) for god og kompetent speak begge dage. Jeres bidrag kan ikke værdsættes nok.

 

Kæmpe triatlonweekend i udsigt

Kæmpe triatlonweekend i udsigt

Denne weekend byder på triatlon i verdensklasse! I Odense er børn, unge og voksne (både motionister og elite) i aktion. I København er man klar til at byde tusindvis af triatleter velkommen til IRONMAN Copenhagen, og samtidig konkurrerer danske PRO’er i Frankfurt ved IM European Championship Frankfurt. læs mere…

Stærk præstation af Jens Emil Sloth Nielsen til Xterra European Championship

Stærk præstation af Jens Emil Sloth Nielsen til Xterra European Championship

Jens Emil Sloth Nielsen, Danmarks førende crosstriatlet, viste imponerende styrke ved Xterra European Championship i Tjekkiet, hvor han sikrede sig tredjepladser i både kort- og langdistance. Med sine præstationer har han nu en solid andenplads på Xterra 2024 World Cup-ranglisten og har sat sig i en stærk position til fremtidige konkurrencer. læs mere….