Konkurrencehjerte med klubsjæl

Af Mads Freund

Jeg gik stolt i seng for to uger siden.

Med en imponerende indsats havde Kristian Høgenhaug sikret sig verdensmesterskabet i triatlon på den lange distance. Mine forbindelser fra det hollandske og europæiske triatlonforbund havde lykønsket – ligesom jeg har været i kontakt med de to næstformænd samt formanden for DIF og direktøren for Team Danmark, der alle havde kippet med flaget for dansk Triatlon.

Jeg talte med den nykårede verdensmester, da han sad i bilen på vej hjem fra Holland. Nøgtern, afbalanceret og glad. Vi talte om hans optræden ved VM på Fyn i 2018, hans store fremgang siden og hans kommende mål.

Kristian er nu på øverste niveau, når det gælder om at have gode chancer for at finde sponsorer og få økonomien som fuldtid professionel triatlet til at hænge sammen. Og dem har vi efterhånden en del af.

Michelle Vesterby er en anden i den klasse. Med VM-bronze ved samme stævne holder hun fortsat sit utrolige høje niveau sammen med andre garvede piger som Maja Stage og Camilla Pedersen. Og bagfra kommer resten af den danske elite i øvrigt bragende med Daniel Bækkegaards bronze ved IRONMANs interne VM i 70.3, hvor Miki Taagholdt tog fjerdepladsen og Magnus Ditlev 8. pladsen. Det er efterhånden reglen, at Danmark er med fremme ved de store langdistancestævner.

Vores langdistanceatleter er blandt de mest ihærdige sportsmænd i verden – og man kan ikke beundre deres indsats nok. Som forbund frydes vi over deres aktuelle fantastiske resultater, uden at vi dog på nogen måde kan honorere dem nok for deres indsats.

Triatlon Danmark er som bjørnemoderen, der skubber sine voksne unger fra sig. Ikke af mangel på kærlighed, men fordi vores begrænsede kapacitet og små midler nødvendiggør, at vi retter vores omsorg og små midler mod vores nye kuld, som ville gå til uden hjælp.

De stærke kan og må klare sig selv. Vi har ikke andre muligheder.

Når en langdistanceatlet begynder at ”flyve”, er det egen stamina og om muligt en klub, der bliver holdepunktet. Som forbund er det alt, alt for få fordele vi kan tilbyde dem. Vi har ikke det økonomiske fundament til at sugar-coate vores stjerner som i fodbold, håndbold, tennis eller golf.

Vi er nødt til at appellere til noget større og vigtigere; Nemlig fællesskabsfølelsen.

Alle, der nærmer sig toppen i langdistancetriatlon, kan forhåbentlig se sit eget forløb over skulderen, og nikke genkendende til den positive indflydelse som klubben og trænere undervejs har haft. Uden den frivillige klubformand og klubbens organisering havde der aldrig været et afsæt til et verdensklasseresultat. Klubben, opdragelsen og kulturen betyder alt, før resultaterne begynder at komme

Med de gode resultater sender de succesfulde langdistanceatleter positive vibes tilbage i systemet, og opildner nye talenter til at prøve sig selv af og gå i elitens fodspor.

Og jeg skal love for, at det virker.

Efter en succesfuld genoptræning vandt Alberte Kjær hen over sommeren den første danske individuelle World Cup i umindelige tider for umiddelbart bagefter at tage sølv til U23-VM på den korte distance.

I sidste weekend var der så lagt op til årets sidste WTCS-stævne i Hamborg – triatlonens grandprix på højeste niveau.

Hos kvinderne blev Alberte nr. 14 individuelt, mens Emil Holm fik sit internationale gennembrud med en 10. plads individuelt. Som de to ældste var de to også grundstammen på det Mixed Relay-hold der søndag repræsenterede Danmark.

Det blev et race, som jeg hermed vil ophøje til ”Legendarisk” for dansk fightervilje. Tillad mig at trækker jer igennem lidt detaljer fra løbet:

Alberte starter med at tabe tid på svømningen. Ude på cyklen er hun langt fra førergruppen, men hun fighter sig tilbage til fronten inden T2. På løbet løber hun lige op med stævnets individuelle vinder, Laura Lindemann fra Tyskland, og skifter som nr. 2.

Emil Holm taber et par pladser under svømningen og kommer ikke med de første på cyklen – men igen kæmper han sig tilbage i ræset og er først ude af T2. Den stilling holder han til sit skift med Sif Bendix Madsen.

Sif svømmer lige op med førerfeltet og tager det meste af slæbet i den lille cykelgruppe. I slutningen af cyklingen siger hun farvel og tak til de andre, og kommer ind i T2 med et pænt hul inden løbet.

Hullet skrumper hurtigt – men hendes kække ryk på cyklen holder Danmark inde i kampen. Og selvom Tyskland og Italien er stukket af, er vi er stadig med, da unge Oscar Gladney bliver sendt afsted omgivet af de tre olympiske nationer New Zealand, USA og England. Efter svømningen er New Zealand langt foran på en sikker 3. plads, da Oscar og USA sammen optager forfølgelsen. Men da cyklingen slutter har Danmark og USA næsten kontakt med New Zealand – og bronzemedaljen er stadig i spil.

Forrest udspiller der sig et drama, da Tyskland, trods en tidsstraf, slår Italien. Og da kameraet endelig finder tilbage til forfølgerne, er Oscar på vej mod mål efter at have sat USA og indhentet New Zealand. Med en uforstående armbevægelse inden mål, sender han os alle en besked om, at det her er svært at fatte.

Danmark får i Hamborg sin første Mixed Relay-podieplacering i Triatlonens Champions Leauge og scorer vigtige point mod Paris 2024 – og samtidig kvitterer vi for de store mål, som vi har formuleret med Team Danmark.

Uden at have det direkte for øje, har de unge kortdistanceatleter overgået sig selv, og stemplet ind på budskabet om et nationalt fællesskab og en gensidig forpligtelse. Det er den slags vidunderlige højdepunkter som er med til at drive Triatlon Danmarks klubber og frivillige – og som alligevel gør det hele værd for vores selvkørende langdistance drenge og piger.

Jeg kunne – om muligt – gå endnu stoltere i seng.

De sidste ugers resultater bekræfter, at vi kan leve op til vores urokkelige tro på både lang- og kortverdensklasse. Trods medlemstilbagegang, pressede klubber og nedlukning er ambitionerne intakte.

Med vores tre nye regionale elitecentre. Vores nye landstræner og vores nye talentansvarlig har vi trods en reduceret økonomi fastholdt en nytænkende eliteforcering – velvidende, at vi som forbund, skal køre meget længere på literen, end andre discipliner og nationer.

Vores klubstruktur og fællesskab er brændstoffet. Og den gensidige forståelse for vores styrke er bindemidlet.

Så tak til alle jer, der er på vej til elite, er elite eller danner grundlag for vores elite. Ingen af jer kan undværes. På trods af, at vi aldrig hylder jeres indsats nok.

Som forbund når vi ingenting alene, men vi kan nå alt sammen.

Triatlon Danmark

Mads Freund

Formand

SE ANDRE NYHEDER