IRONMAN PORTUGAL & SUPER LEAGUE TRIATHLON FINALE

okt 20, 2023

Her løbers der koncentreret ud af skiftezonen (Foto: Fotografen)

IRONMAN Portugal og Super League Triathlon Finale: Danske triatleter er klar til start begge steder

Lørdag byder på både IRONMAN i Portugal og Super League Triathlon Grand Finale i Neom. Danske triatleter er klar til start ved begge lejligheder, og der er gode chancer for flotte præstationer samt muligheder for at følge deres jagt på topresultater.

IRONMAN Portugal – Cascais

I herrernes PRO-felt i Portugal tæller vi Miki Taagholt (Odense Triathlon Klub), Thor Bendix Madsen (KTK86), Bastian Peitersen (KTK86), Gustav Palm-Henriksen (KTK86), Mikkel Højborg Olsen (KTK86) og Oliver Korfitsen (Aarhus 1900 Triathlon) blandt deltagerne. På startlisten finder vi også andre prominente navne som Patrick Lange (TYS), Clément Mignon (FRA) og Cameron Wurf (AUS). Forhåbentlig kan de danske herrer give dem kamp til stregen og kæmpe med om podieplaceringer.

Hos PRO-kvinderne er Kathrine Græbøll Christensen (Aarhus 1900 Triathlon) den eneste danske deltager, men med hendes form og seneste resultater in mente, er chancerne for en god dansk placering bestemt til stede.

Rute
Det er en fuld IRONMAN-distance, som inkluderer 3800m svømning, 180 km cykling og 42,2 km løb. Der svømmes en omgang, og vandtemperaturen forventes at ligge mellem 18-21 grader. Det er tilladt at svømme med våddragt. Cyklingen består af 2 omgange à 90 km. Ruten er kuperet med 1400m højdemeter undervejs, især den første del af hver omgang er kuperet, hvorefter de resterende kilometer er mere flade. De 42,2 km løb er fordelt på 3 omgange langs kysten til Cabo Raso, med målgang i hjertet af Cascais-bugten.

Starttider
Lørdag morgen kl. 07:40 går starten for PRO-herrerne, og 1 minut senere sendes PRO-kvinderne afsted. Age-Group-atleterne starter kl. 09:00. De hurtigste herrer forventes at afslutte omkring kl. 15:27.

Følg med
Du kan følge IRONMAN Portugal live på: Link til live-udsendelse (kræver oprettelse) og via IRONMAN Tracker App.

Super League Triathlon Grand Final

Lørdag afholdes Super League Triathlon Grand Finale i 2023 Championship Series, som også fandt sted i 2022 i Neom, Saudi-Arabien. Emil Holm er til start og klar til at give den gas.

Her skal han og de andre triatleter konkurrere i ‘Enduro’-formatet, som består af tre udfordrende etaper med svømning, cykling og løb.

Emil kommer til Neom i god form og fuld af selvtillid efter sin flotte 5. plads i Rom. Inden lørdagens finale er han placeret som nr. 16, og med hans form in mente kan den placering meget vel blive endnu højere.

Starttid
Du kan følge Emil fra kl. 13 lokal tid.

Følg med
Følg med live på: Link til live-udsendelse (kræver login, men er ellers gratis).

 

VM: Den danske triatlet Magnus Ditlev drømmer stort om VM i IRONMAN på Hawaii på lørdag

VM: Den danske triatlet Magnus Ditlev drømmer stort om VM i IRONMAN på Hawaii på lørdag

“Jeg regner med en ret hård cykling på lørdag, og hvis racet udspiller sig fordelagtigt for mig, vil jeg være med til at gøre cyklen så hård som muligt. Jeg håber, det kommer til at blæse meget på lørdag, så vi kommer til at ligge meget spredt ude på ruten, for så vil jeg trykke hårdt i pedalerne hele vejen for at gøre det svært for de andre,” fortæller Magnus Ditlev. Læs hele pressemeddelelsen…