Helle Frederiksen vinder VM guld på sidstedagen af ITU Multisportsfestival
ITU Multisportsfestival fik idag den perfekte afslutning set med danske briller.
I en flot og velarrangeret konkurrence på hjemmebanen i Odense kunne Helle Frederiksen efter 5 timer 49 minutter og 4 sekunder lade sig hylde som ny verdensmester i langdistance triatlon.
Distancen der skulle gennemføres var 3 km svømning i Odense havn – 120 km cykling i landskabet nord for Odense og afslutningsvis 30 km løb i centrum af Odense.
Da starten gik kl 7.05 i morges skilte en gruppe på 4 kvinder sig straks ud fra resten af feltet. Gruppen bestod af Anabel Luxford (AUS), Barbara Riveros (CHI) og de to danskere Camilla Pedersen samt Helle Frederiksen.
Efter små 40 min svømning rundt i havnen og kanalen var de 4 triatleter tilbage i skiftezonen på Byens Ø, hvorefter de 120 km cykling ventede. Også her holdt gruppen af de 4 atleter sig sammen således at de efter 3 timer og 10 min cykling stiller cyklerne i Odense centrum og forbereder sig på det afsluttende løb over 30 km.
På løbet viser Helle sig fra starten stærkest og opbygger stille og roligt et hul til de andre konkurrenter – således at Helle i mål er mere end 2 min foran Barbara Riveros og over 6 min foran australske Anabel Luxford.
Helle kan herefter lade sig hylde som ny verdensmester og modtage medaljen i Kongens Have i Odense.
Camilla Pedersen slutter konkurrencen som nr. 4 og Maja Stage Nielsen bliver nr. 5
I herrernes race var Mathias Lyngsø Petersen længe med fremme i konkurrencen efter en stærk svømning og cykling. På løbet mangler Mathias dog det sidste og ender på en flot 6. plads.
De danske elitedeltagere placerer sig som følger:
Elite Damer:
1. Helle Frederiksen
4. Camilla Pedersen
5. Maja Stage Nielsen
8. Michelle Vesterby
9. Pernille Thalund
Elite Herrer:
6. Mathias Lyngsø Petersen
7. Kristian Høgenhaug
10. Anders Christensen
11. Morten Brammer Olesen
15. Oliver Korfitsen
17. Kristian Hindkær