Triatlon Danmarks elitevision 2020-28
Vision
Danmark er et land med stolte og flotte triatlontraditioner inden for både olympisk triatlon (draft)- og langdistance (non-draft) triatlon, hvor de danske damer og herrer har opnået store resultater. Disse traditioner ønsker vi at videreføre, og Triatlon Danmarks vision for elitearbejdet for perioden 2020-28 er derfor forsat at skabe atleter til verdenseliten inden for olympisk triatlon og langdistancetriatlon.
Konkret ønsker vi, at visionen udmønter sig i, at der:
– udvikles atleter til verdenseliten i både olympisk triatlon og langdistance triatlon
– fortsat er plads til fastholdes af duatleter og crosstriatleter med medaljepotentiale ved EM og VM – både på kort- og langdistance duatlon samt crosstriatlon.
Strategi: Fødekæden skal styrkes
Konkurrencen inden for elitetriatlon bliver kun hårdere, og arbejdet med at skabe fremtidens verdensklasseatleter kræver derfor yderligere fokus på det gode ungdomsarbejde, som allerede foregår i de danske klubber. Derfor vælger vi at arbejde med en strategi der fokuserer på udvikling og styrkelse af henholdsvis:
1) Regionale elitecentre (16-39 år)
2) Talentudvikling (13-19 år)
Regionale Elitecentre
Forbundet anerkender det flotte elitearbejde, der laves i Aarhus 1900 Triathlon og i KTK86 . For at styrke fødekæden af unge triatleter med potentiale til at blive verdensklasse, er eliteafdelingerne i Aarhus 1900 Triathlon og KTK86 regionale elitecentre og samlingssted for de bedste eliteatleter i regionen uanset klubtilhørsforhold.
Ambition
Ambitionen for de regionale elitecentre er, at de skal løfte ovenstående vision for dansk elitetriatlon.
Konkret ønsker vi at:
– støtte de regionale elitecentre, så de kan fastholde den nuværende trænerstab og det nuværende elitemiljø.
– yde økonomisk støtte til klubbernes elitearbejde – beløbsstørrelsen vil afhænge af forbundets ressourcer samt midler fra Team Danmark.
– danne en fast arbejdsgruppe omkring landsholdet, som består af cheftrænerne fra KTK86 og Aarhus 1900 Triathlon, samt den sportslige ledelse i Triatlon Danmark. Arbejdsgruppens primære opgave er gennem vidensdeling og samarbejde at skabe de mest optimale betingelser for udvikling af triatleter i verdensklasse i Danmark på både kort- og langdistance.
Talentudvikling
I Triatlon Danmark mener vi, at den bedste udvikling for unge atleter foregår i den lokale klub. Vi er dog opmærksomme på, at der er behov for sparring og vidensdeling ungdomstrænerne imellem.
Så for at styrke og koordinere talentudviklingen ude i de enkelte klubber og sikre vidensdeling klubberne imellem er det Triatlon Danmarks ambition at talentudviklingen koordineres centralt. Vidensdelingen og koordinationen består i at støtte, inspirere og hjælpe de lokale talenter og deres trænere med at indfri talentets potentiale.
Trivsel
Udvikling af det hele menneske i et godt og sundt idrætsmiljø vægtes højt i Triatlon Danmark, og vi ønsker at fremme et idrætsmiljø, hvor der er plads til alle uanset niveau, og hvor talentudvikling og elitefokusering er et tilvalg for den enkelte atlet fremfor at det f.eks. kommer gennem et ydre pres.
Vi er bevidste om, at elitetriatlon ikke er for alle, og det er derfor vigtigt at sikre, at elitearbejdet i de enkelte klubber ikke sker på bekostning af det rummelige miljø, hvor der er plads til alle. Dette gælder både i ungdomsafdelingerne og blandt de voksne triatleter.
Trivselsafsnittet er opdelt i følgende afsnit:
- Out in the Open
Out in the Open er en beskrivelse af gældende retningslinjer for trænere og øvrige støttepersonel i Triatlon Danmarks eliteafdeling. - Etisk kodeks
I Triatlon Danmark lægger vi os op af det etiske kodeks for konkurrenceidræt i Danmark som Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund i samarbejde har udarbejdet. - Antidoping
I Triatlon Danmark tager vi afstand fra enhver form for doping, og vi arbejder for, at medlemmerne i såvel elite- som breddesammenhæng dyrker idrætten på et sundt grundlag. Dette afsnit forklarer om reglerne fra AntiDoping Danmark (ADD), og hvad vi, i samarbejde med ADD, gør for at udbrede kendskabet til reglerne blandt vores medlemmer. - Talenthuset
Er det værdisæt, som Team Danmark, i samarbejde med de enkelte specialforbund, har udarbejdet for Talentudvikling i dansk idræt.
Læs mere om de forskellige trivselsafsnit via genvejene til højre.
Europa Cup, Riga, Polen 2020. Foto: Kasper Pedersen