14 danske medaljer på VM’s tredje konkurrencedag.
Der var mulighed for at prøve kræfter med lidt af hvert da Multisportsfestivalen tirsdag gæstede Svendborg for at kåre verdensmestrene i Cross Triatlon 2018.
Der ventede atleterne 1000 meter svømning i Svendborg Havn, efterfulgt af 30 km teknisk cykling på MTB i skovene øst for Svendborg. Herefter skulle atleterne ud i 10 km terrænløb i skov og på strand inden at de kunne fordele medaljerne imellem sig ved opløbet på Svendborg Havn.
Mange atleter havde allerede været i aktion i weekenden til Duatlonstævnerne i Odense, men der var på ingen måde metaltræthed at spore hos de danske cross-triatleter. Hele 14 medaljer hev de hjem til værtsnationen og 5 nykårede verdensmestre skal hyldes i aften når der er præmieceremoni på Storms Pakhus i Odense.
I kvindernes konkurrence skulle vi være vidne til mange tætte opgør, men heldigvis også mange danske medaljer. Således løber Danmark afsted med 2 medaljer i kvindernes 30-34 års klasse. Janni Spangsberg bliver ny verdensmester i aldersklassen med dagens hurtigste cykelsplit – kort efter kommer Heidi Thranum i mål og tager sølvet i samme kategori.
Lise Sohl, der havde døjet med lidt sygdom i dagene op til konkurrencen, får trukket sig godt op og imponerer i hendes kun anden cross-konkurrence med at tage en sølvmedalje i klassen F40-44
Guld og sølv skulle det også blive til i F50-54 klassen, hvor Carol Rasmussen føjer endnu en titel til de efterhånden mange medaljer og mesterskaber. Kort efter Carol har vi Anne Mette Mortensen i mål som for andet år i træk vinder en sølvmedalje til VM Cross Triatlon i hendes aldersklasse.
I kvindernes 55-59 års klasse havde vi blandt andet Helle Holm Nielsen til start. Helle var stærkt løbende og henter meget på konkurrenterne på den afsluttende disciplin. Selvom det blev tæt i kampen om sølvet ender Helle dog på en flot 3. plads og tager bronzemedaljen med stor margen til nummer 4.
I herrernes konkurrence var det mindst lige så tæt, og også her skulle vi være vidne til nogle skarpe afgørelser.
Hurtigste danske Age Group tid blev i dag leveret af den rutinerede Thomas Mortensen (M45-49) som kørte i næstbedste Age Group tid overall – det rakte selvsagt til en flot guldmedalje i klassen. Kort efter Thomas kommer Eskild Ebbesen i mål og tager sølvmedaljen i samme klasse inden at en franskmand kiler sig ind mellem danskerne og tvinger Anders Mortensen ned på 4. pladsen og dermed ødelægger et totalt dansk podie.
I de yngre klasser høstede vi 3 flotte medaljer med solide præstationer af de hurtige danskere. Således tager Jeppe Skovbjerg (M20-24), Silas Egelund (M35-39) og Jens Trærup (M40-44) alle en sølvmedalje i deres respektive klasser.
I herrernes 60-64 års klasse stillede vi blandt andet op med Karsten Olsen. Karsten er næsten altid garant for metal og har også taget mange medaljer i årenes løb. I dag skulle ikke være nogen undtagelse og Karsten vinder flot endnu en guldmedalje til samlingen, bland andet i kraft af hurtigste cykeltid i hans klasse.
Forinden Age Group-konkurrencen var Danmark allerede blevet vist flot frem. Således tog Para-triatleten Marianne Hüche sin anden guldmedalje til Multisportsfestivalen, da hun på den halve distance gennemfører i flotte 2 timer 35 min. og 59 sekunder.
I herrer junior klassen, som også kørte på den halve distance, var der også flotte danske resultater. Her var hurtigste dansker Oscar Gladney, der i en tæt og intens konkurrence tager en flot sølvmedalje kun ca. 35 sekunder efter vinderen i juniorklassen.
Tillykke til alle danskere med de flotte præstationer og medaljer.