Multisportsfestivalen rykkede til stranden og området omkring Middelfart Marina da atleter fra hele verden skulle fordele medaljerne og titlen som verdensmester i Aquathlon 2018.
Først i ilden var para-atleterne, hvor Danmark nok en gang var repræsenteret ved Marianne Hüche i PTS3-klassen. Marianne kommer godt rundt på de 1000 meter svømning og de efterfølgende 5 km løb i bagende varme som hun flot gennemfører i tiden 1 time og 2 minutter, hvorefter hun nok en gang kan lade sig hylde som verdensmester – denne gang i Aquathlon. Nu venter kun langdistance triatlon på lørdag før end Marianne også kan kalde sig for Multisport Legend.
Kort efter Para-atleterne var det Age Group-atleternes tur til at kaste sig ud i Lillebælt. 17 danske atleter havde fundet kræfterne til at forsvare de danske farver på den korte distance, som for flere atleter tog lige over de 30 minutter.
Bedst gik det for Dennis Matzen (M30-34), der tager guldmedaljen i et tæt opgør med 10 sekunder ned til sølvmedaljen. Dennis var netop hjemvendt fra Sverige efter at have kørt IM 70.3 Jönköping i den forgange weekend. Lidt trætte ben skulle dog ikke forhindre ham i at tage guldet hjem til Danmark.
Udover Dennis havde vi også Troels Stubager (M65-69) i aktion – Troels vinder sølv efter et tæt opgør, hvor han slutter kun 4 sekunder efter guldmedaljevinderen fra Australien.
Sølv blev det også til Rasmus Henning (M40-44), der havde støvet løbeskoene af og deltog i sit første stævne i flere år. Rasmus, der ikke helt træner det samme som tidligere, viste dog stadig glimt af fordums styrke og præsterer dagens bedste danske Age Group tid i flotte 31.44
Danmarks tredje sølvmedalje sikrer Charlotte Berner (F45-49), da hun i tiden 37.19 kommer ind lige efter tyske Bettina Lange og henviser britiske Sharon Perry til bronze-pladsen.
Sidste danske Age Group medalje står Peter Holbech Andersen for, da han i tiden 33.16 vinder bronze i den stærkt besatte herrer 50-54 års klasse.
Efter Age Group konkurrencen skulle elite, U23 og juniorerne i ilden. De skulle gennemføre samme distance som para-atleterne og Age group-atleterne netop havde været igennem.
Bedste danske elite placering tager Nicklas Røssner med en 5. plads i et meget intenst race som bliver vundet af belgiske Emmanuel Lejeune i imponerende 27.46
Henrik Klemmensen slutter som 7’er og Miki Taagholt runder top 10 af i herrer elite.
I samme konkurrence har vi også Valdemar Solok der kører herrer junior. Med tiden 29.17 tager Valdemar en sikker guldmedalje til Danmark i herrernes juniorkonkurrence – Valdemar svømmer på niveau med de bedste juniorer og løber afslutningsvis markant hurtigere end konkurrenterne. Scott Steenberg repræsenterede også de danske farver og slutter lige uden for podiet, på 4. pladsen kun 3 sekunder fra bronzepladsen.
De danske piger ville dog ikke stå tilbage for drengene – således blev det til både guld og sølv i pigernes juniorklasse – Augusta Grønberg Christensen og Anastacia Damm tager sikkert de to øverste trin på podiet. Augusta tager guldet med en stærk præstation, der også ville have givet hende guld i den ældre U23 klasse og en fjerdeplads i elitefeltet.
Meget flotte præstationer til en flot og seværdig konkurrence i Middelfart – tillykke til alle med de flotte resultater.