DM i Duatlon i Rødekro: En verdensmester og to potentielle olympiske deltagere i triatlon til start

apr 13, 2024

Her løbers der koncentreret ud af skiftezonen (Foto: Fotografen)

Foto: World Triathlon

To af dansk triatlons bedste kortdistancetriatleter, søskendeparret Anne og Emil Holm (SHS Stevns TRI), stiller begge til start ved DM i Duatlon nu på søndag i Rødekro. Her skal de sammen med mere end 200 andre atleter finde ud af, hvem der kan kalde sig dansk mester i duatlon i 2024.

Både Anne og Emil Holm er i fuld gang med OL-kvalifikationen og rejser allerede tirsdag i næste uge først mod Australien og derefter Kina i forsøget på at kvalificere sig til sommerens OL i Paris. Men inden da lægger de altså et smut forbi Fladhøj Idrætsanlæg i Rødekro, hvor Rødekro Tri & Motion afholder danske mesterskaber i duatlon.

De to landsholdsatleter stiller op i alderskategorien (Age-Group) 18-39 år. I herrefeltet kommer Emil Holm i skarp konkurrence med verdensmesteren i duatlon, 32-årige Simon Jørn Hansen fra Aarhus 1900 Triathlon, der vandt VM i duatlon i Zofingen i 2023, endda som den første dansker nogensinde.

Rasmus Henning, sportschef og direktør for Triatlon Danmark, udtaler:

Jeg glæder mig meget til at opleve et udsolgt DM i Rødekro, med deltagelse af tre verdensstjerner som deltager og konkurrerer sammen med bredden af dansk triatlon og duatlon. Det ser man ikke i mange sportsgrene. At vi kan samle så mange deltagere her i starten af sæsonen, vidner om at triatlonsporten igen er i fremdrift i Danmark, og jeg er overbevist om at vi går en spændende sæson i møde. Jeg deltog selv, da der senest blev afholdt DM her i området (i Aabenraa red.) tilbage i 2001, og havde håbet også at deltage i år. Desværre har en nylig skade i foden forhindret dette, men jeg vil være til stede sammen med min sønderjyske hustru og resten af familien for at heppe og hjælpe til.”

Udover at kåre danske mestre i Age-Group 19-39 år, vil der også blive kåret danske mestre i alderskategorierne 40-44, 45-49, 50-54 osv.

John Hansen, arrangør og en af ildsjælene bag Rødekro Duatlon er glad og stolt over, at det igen er lykkedes at afvikle duatlon i Sønderjylland:

 

Jeg er utrolig glad for, at vi selvom det er tidligt på sæsonen kan tiltrække så mange atleter her til Rødekro. Sidste gang der var DM her i Sønderjylland ligger mange år tilbage, men forhåbentlig kan stævnet i år være starten på en ny ære med duatlon i Rødekro. Vi glæder os til at byde både atleter, dommere, frivillige og tilskuere velkommen til en fantastisk dag med duatlon i Rødekro”

Udover DM-distancen tilbydes også en motionsdistance på den halve distance, hvor sportsudøvere med mindre erfaring kan prøve multisporten af under trygge rammer.

 
Forplejning

Der kan købes barista kaffe og hjemmelavet suppe på stævnepladsen.

Distance:

  • DM Duatlon: 10 km løb – 40 km cykling – 5 km løb
  • Motionsduatlon: 5 km løb – 20 km cykling – 2,5 km løb
  • Stafetten: 5 km løb – 20 km cykling – 2,5 km løb

Tidsplan 14. april:

  • Kl. 10.00: Start DM Duatlon
  • Kl. 10:25: Start Rødekro Duatlon
  • Ca. kl. 13:30: Præmieoverrækkelse
Hvor
Skovbrynet 2-10, 6230 Rødekro
 
Om duatlon

Duatlon er en kombination af løb-cykling-løb. Der afvikles duatlon på forskellige distancer, men altid med løb som første og sidste disciplin. Det er tilladt at stille op på enkeltstartscykel ved DM i Rødekro, hvor non-draft-reglen gælder (dvs. man må ikke ligge i læ af den forankørende atlet på cyklen, men skal holde en afstand på min. 12 m).

Om arrangør

Rødekro Tri & Motion afholder Rødekro Duatlon og samarbejde med Sport & Event Syd og Triatlon Danmark. Stævnet er godkendt af Aabenraa kommune, Syd & Sønderjyllands Politi og Triatlon Danmark og der vil være strækninger som er lukket for trafik, omlægninger og ensretning af udvalgte veje. Arrangør arbejder med at afviklingen er så grøn og bæredygtig, som mulig, og derfor er alle medaljer lavet i miljøvenligt materiale og i samarbejde med den lokale skole og idrætsanlæg plantes der et træ pr. 10 deltagere i alt 25 træer.

 

Dansk succes ved europamesterskaberne i Coimbra

Dansk succes ved europamesterskaberne i Coimbra

2024 Europe Triathlon Multisport Championships i Coimbra blev en stor succes for dansk triatlon. De danske Age-Group-landsholdsatleter præsterede flot med 2 guldmedaljer, 3 bronzemedaljer og en 7. plads. Derudover blev det også til dansk bronzemedalje i Aquatlon Elite.