TRIATLON DANMARKS ORDINÆRE GENERALFORSAMLING 2024

feb 20, 2024

Her løbers der koncentreret ud af skiftezonen (Foto: Fotografen)

Kære klubber

Vi vil påminde om Triatlon Danmarks ordinære generalforsamling, som afvikles lørdag den 16. marts 2024 i Idrættens Hus i Brøndby i tidsrummet fra kl. 13-15. I løbet af formiddagen vil der som vanligt blive løbet, uddelt årets priser og holdt oplæg.

Program:

  • Kl. 08.30 Morgenløb – alle er velkomne, moderat tempo
  • Kl. 10.00 Velkomst, kaffe, rundstykker
  • Kl. 10:15 Kåringer 2023. Husk at indstille kandidater til Årets
    Age-Group Atlet og Årets Idrætsleder. Deadline 1. marts
  • Kl. 10.45 ’Vejen til OL’ Oplæg med Emil Holm og hans far og træner Lars Ole Holm om Emils karriere og vejen mod OL i Paris
  • Kl. 12.00 Let frokost og pause
  • Kl. 13.00 Ordinær generalforsamling
  • Kl. 15.00 Tak for i dag

Formalia

Udover denne uformelle påmindelse og information er bestyrelsen forpligtiget til senest 8 dage før
afholdelsen af den ordinære generalforsamling at udsende indkaldelsen med dagsorden og mødemateriale til generalforsamlingen indeholdende forbundets årsrapport, alle indkomne forslag samt kandidater til poster på valg til medlemsklubberne og de valgte repræsentanter for enkeltpersonsmedlemmerne (EPM).

Poster på valg:

  • Bestyrelsesformand: Mads Freund – villig til genvalg
  • Menigt bestyrelsesmedlem: Henrik Bruun – ønsker ikke genvalg
  • Menigt bestyrelsesmedlem: Mogens Strange Hansen – ønsker ikke genvalg
  • Bestyrelsessuppleant for 1 år
  • Bestyrelsessuppleant for 1 år

Valg af medlemmer til amatør- og ordensudvalget:

  • Steffen Mattrup Lund-Hansen – villig til genvalg
  • Erik Rosbirk – villig til genvalg
  • Carsten Andersen – stiller op til amatør & ordensudvalget
  • Uffe Sass-Petersen – ønsker ikke genvalg
    Stig Nielsen – ønsker ikke genvalg

Menige bestyrelsesmedlemmer:

  • Morten Buskov – ikke på valg
  • Thomas Robert Madsen – ikke på valg
  • Casper Stenderup Korch – ikke på valg
  • Kim Rohde – ikke på valg

Indkomne kandidater til poster på valg:

  • Maria Agdrup Hüche – Karlslunde Tri – stiller op til bestyrelsen
  • Kristina Beckendorf – PlayGroundTriathlon – stiller op til bestyrelsen
  • Thomas Blom – Triathlon Vejle – stiller op til bestyrelsen
  • Steen Aaslev Christensen – Fredericia Triathlon Team – stiller op til bestyrelsen

Indkomne forslag
Der er ikke indkomne forslag.

Dagsorden jf. Triatlon Danmarks love:

  • Valg af dirigent
  • Formandens beretning
  • Direktørens beretning
  • Fastsættelse af klubkontingent gældende fra 1. april samme år. Bestyrelsen indstiller til en stigning i klubkontingent på 75kr – fra 300kr til 375kr i 2024
  • Behandling af indkomne forslag
  • Valg af bestyrelse og revisorer
  • Valg af medlemmer til amatør- og ordensudvalget
  • Eventuelt.

På generalforsamlingen har alle medlemsklubber med fuldt medlemskab møde-, tale- og stemmeret, hvis medlemsklubben ikke er i restance til Triatlon Danmark. Hver klub kan højst repræsenteres af 2 personer. Hver tilstedeværende klub kan afgive et antal stemmer afhængigt af klubbens størrelse. Klubber med op til 100 medlemmer har to stemmer. Klubber med 101-250 medlemmer har tre stemmer. Klubber med 251 medlemmer eller derover har fire stemmer. Det vil være muligt at deltage i bestyrelsesmødet online via Teams. Deltager man online, kan man dog ikke stemme til poster på valg.

Årets Age Group og Årets Idrætsleder
Indstil netop den kandidat, I synes fortjener prisen som hhv. Årets Age-Group Atlet og Årets Idrætsleder.
Deadline for indstilling af kandidater til Årets Idrætsleder og Årets Age-Group Atlet er 1. marts til
post@triatlon.dk.

Tilmelding
Grundet forplejning og pladsreservation beder vi om skriftlig tilmelding senest mandag d. 4. marts på post@triatlon.dk.

Vi glæder os til at se jer!
Med sportslige hilsner
Triatlon Danmark

Dansk succes ved europamesterskaberne i Coimbra

Dansk succes ved europamesterskaberne i Coimbra

2024 Europe Triathlon Multisport Championships i Coimbra blev en stor succes for dansk triatlon. De danske Age-Group-landsholdsatleter præsterede flot med 2 guldmedaljer, 3 bronzemedaljer og en 7. plads. Derudover blev det også til dansk bronzemedalje i Aquatlon Elite.