Imponerende 5. plads til Emil Holm i Rom

okt 9, 2023

Her løbers der koncentreret ud af skiftezonen (Foto: Fotografen)

Foto: Petko Beier, World Triathlon

Emil Holm imponerer med en 5. plads ved World Cup i Rom og sikrer samtidig værdifulde OL-kvalifikationspoint.

Der var i den grad grund til at holde et godt øje med nr. 25, danske Emil Holm, i lørdagens World Cup i Rom. Emil Holm (SHS Stevns TRI) havde forud for konkurrencen en rigtig god fornemmelse i kroppen, og han følte sig stærk inden starten. Emil’s fornemmelse viste sig at være helt rigtig. Han lagde rigtig godt ud i svømningen og kom op som nr. 27, blot 17 sekunder efter den førende atlet. Skiftet i T1 forløb uden problemer, og Emil hentede fem placeringer og værdifulde sekunder, hvilket gjorde, at han kunne hoppe på cyklen som nr. 22.

På cykeldelen er Emil særligt stærk, hvilket hans position som førende i netop denne kategori i Super League Triathlon også vidner om. I løbet af de fem omgange lå han rigtig godt placeret, han tog de føringer, han skulle, og samtidig formåede han at spare lidt på kræfterne. Forskellige udbrud blev forsøgt, men ingen formåede at trække fra, og derfor var der samling i frontgruppen, som bestod af 22 atleter, da de cyklede ud på 4. omgang. Kort før dismountline var Emil tæt på at ryge i asfalten, da to triatleter styrtede på vej rundt i et af de skarpe sving, men han formåede fornemt at styre uden om dem og kunne derfor løbe ind i T2 sammen med førergruppen. Efter endnu et vellykket skifte kunne han løbe ud på de resterende 5 km som nr. 8.

Den senere vinder, portugisiske Vasco Vilaca, satte et hårdt tempo allerede fra starten af løbet, hvilket splittende den store gruppe op i mindre grupper. Emil holdt sig godt til og kom med i frontgruppen, hvor han lå lige efter Vilaca i begyndelsen. Han valgte dog fornuftigt nok ikke at følge portugiseren, da han skruede yderligere op for tempoet. I stedet fandt han sammen med forfølgergruppen, som bestod af canadiske Charles Paquet og belgiske Arnaud Mengal. Bagfra kom konkurrenterne hurtigt, og på vej ud på 2. og sidste omgang havde forfølgergruppen udvidet sig og bestod nu af i alt seks triatleter, med norske Casper Stornes lige efter. De seks blev hurtigt til fire, stadig med Emil Holm iblandt, og det stod klart, at de fire skulle kæmpe om de øvrige podieplaceringer. Desværre var de tre lidt stærkere end Emil på de afsluttende kilometer, og han valgte klogt at fokusere på at holde de øvrige konkurrenter bag sig. Det lykkedes, og Emil Holm kunne derfor løbe over målstregen som nr. 5 ved 2023 World Triathlon World Cup i tiden 00:53:53, blot 14 sekunder efter den portugisiske vinder.

  1. Vasco Vilaca (POR)
  2. Arnaud Mengal (BEL)
  3. Simon Henseleit (GER)
  4. Tom Richard (FRA)
  5. Emil Holm (DK)

Se hele resultatlisten her: Link til resultatlisten

Efter hjemkomsten til Danmark fangede vi Emil Holm for en udtagelse:

Tanken om et podie gav mig vinger på løbet og gjorde måske jeg kunne presse den sidste procent, derfor var jeg også lidt skuffet i de første par minutter efter konkurrencen, indtil det gik op for mig hvor gode præstationen var… Lige nu kan se tilbage på en sæson, som er gået langt over forventning, og jeg glæder mig allerede til næste år og tankerne om OL”, udtaler Emil Holm.

Udover at kunne glæde sig over en imponerende præstation og placering kan Emil Holm (og de danske triatlonentusiaster) også glæde sig over de værdifulde OL-kvalifikationspoint, den flotte placering giver. Ser man på den simulerede OL-startliste, er han efter weekendens resultat placeret som nr. 45 er derfor i princippet inden for OL-kvalifikationen.

Næste gang Emil Holm skal i aktion er i finalen ved Super League Triathlon i Neom den 21. oktober. Du kan følge Emils og de andre triatleter i Super League Triathlon live via https://superleaguetriathlon.com/watch-live/.

Foto: Petko Beier, World Triathlon

Dansk succes ved europamesterskaberne i Coimbra

Dansk succes ved europamesterskaberne i Coimbra

2024 Europe Triathlon Multisport Championships i Coimbra blev en stor succes for dansk triatlon. De danske Age-Group-landsholdsatleter præsterede flot med 2 guldmedaljer, 3 bronzemedaljer og en 7. plads. Derudover blev det også til dansk bronzemedalje i Aquatlon Elite.