Etisk kodeks for Triatlon Danmark

Vi ønsker, at triatlonsporten i Danmark er at sted, der er rart og trygt at være som individ, ung som ældre. Dette gælder både i klubregi, til stævner og i forbundsregi.

I Triatlon Danmark følger vi de generelle etiske principper, der er udarbejdet af DIF og Team Danmark, og som gælder for både talentarbejdet, eliteidrætten og den almene konkurrenceidræt i Danmark.

Generelle etiske principper:

    1. Respektér holdkammerater og modstandere, trænere, dommere, officials, forældre og øvrige aktører i idrætten uanset køn, race, sprog, religion, politisk overbevisning eller ethvert andet forhold
    2. Anvend et positivt sprog/tone over for holdkammerater, modstandere, trænere, forældre, dommere og officials samt øvrige aktører i idrætten
    3. Hold dig opdateret om idrættens regler og normer og overhold dem både i og uden for konkurrence
    4. Reagér på og sig fra overfor forhold, som opleves uacceptable, krænkende, diskriminerende eller på anden vis strider imod konkurrenceidrættens værdi om fairplay og respekt
    5. Undgå enhver uønsket seksuel tilnærmelse og fysisk kontakt med udøvere, trænere, forældre, dommere og officials samt øvrige aktører i idrætten

I forhold til ønsket adfærd betyder dette konkret, at man, som:

Udøver:

    • bidrager til opbyggelse af et træningsmiljø, der er rart at være i, og hvor der er plads til alle
    • viser respekt for sine klub- og træningskammerater
    • følger sportens regler
    • viser respekt for dommere og deres beslutninger
    • viser respekt for de frivillige
    • følger principperne i Triatlon Danmarks retningslinjer “Out in the Open” (gælder specifikt eliteudøvere)
    • aldrig involverer sig i dopingmisbrug
    • undgår intimkontakt med sin træner
    • ikke opfører sig truende eller accepterer truende adfærd

Trænere og andre stabspersoner omkring atleterne:

    • fremmer et træningsmiljø, hvor der er plads til alle, og hvor alle er velkomne uanset niveau
    • behandler alle udøvere lige og individuelt
    • holder en ordentlig omgangstone, selvom bølgerne går højt og der er meget på spil
    • giver konstruktiv kritik til udøvere, undlader brugen af nedsættende tale, skældsord og negativ kritik
    • undgår enhver intim kontakt og seksuelle tilnærmelser med udøvere
    • er aktiv modstander af dopingmisbrug og anden misbrug
    • følger principperne i Triatlon Danmarks retningslinjer “Out in the Open”
    • ikke accepterer krænkende, truende eller voldelig adfærd

Ansatte og bestyrelsesmedlemmer i Triatlon Danmark, udvalgspersoner samt ansatte og frivillige i klubberne:

    • respekterer hinanden og hinandens forskelligheder
    • holder en ordentlig omgangstone selv ved uenigheder
    • bakker op og hjælper hinanden
    • arbejder og løser tvister retfærdigt og i overensstemmelse med regler, vedtægter og procedurer, der gælder i Triatlon Danmark
    • Inddrager relevante parter i beslutningsprocessen.