Træneruddannelsen

Triatlon Danmarks uddannelsesstruktur for trænere er udviklet og implementeret som en del af Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) samlede træneruddannelser. 

Dvs. til hvert trænerniveau er der en DIF-del og en Triatlon-del. Triatlon Danmark er herved i stand til at tilbyde kommende og nuværende trænere i klubberne en træneruddannelse med 4 niveauer, der følger det europæiske uddannelsesnetværk ENSSEE.

Klubtræner 1 (Niveau 1)

For at blive Triatlon Danmark klubtræner skal man først have DIF 1.

DIF del: 
DIF’s del består af tre moduler. De tre moduler omhandler emnerne: ”Idræt for børn og unge”, Idrætsskader – nej tak!” og ”Idræt og træning”. Kurserne afholdes normalt to gange årligt.
Prisen for deltagelse er ca . 1700 kr. inkl. forplejning og ekskl. overnatning.
Kurserne udbydes typisk i foråret og efteråret i både Århus og Brøndby.
Varighed: 1 kursusdag + E-Læring
Hold øje med triatlon.dk og Kalenderen.

Triatlon-del:
På Triatlon-delen skal deltagerne, med udgangspunkt i den teoretiske viden fra DIF-delen, blive i stand til at strukturere, planlægge og gennemføre et træningspas i klubregi for nybegyndere, motionister, børn og unge inden for triatlon.
Der vil være vægt på organisering af cykling og løb i praksis og sikkerhed samt organisering og teknik i svømning.

Tilmelding:
Hold øje med triatlon.dk og kalenderen i forhold til næstkommende kursus.
Varighed: 1 kursusdag (svømning) + 1 weekend (cykling+ løb)

Forhåndskrav:
Det forventes at deltagere på uddannelsen har et godt kendskab til sporten, og som minimum har deltaget i motionsstævner. Deltagerne skal kunne håndtere en racercykel og have kendskab til formationskørsel.

– Gennemført DIF 1 (eller tilsvarende merit givet via DIF).

Mulighed for at opnå praktisk trænererfaring i klubregi efter Træner 1 er et krav.

For at bestå kurset skal der være fuldt fremmøde.

Triatlon-delen er fordelt over 1 dag og 1 weekend og kan blive afholdt flere steder i landet. Kurserne afholdes i det omfang der er tilstrækkeligt med deltagere.
Der skal som udgangspunkt medbringes racercykel til weekenden.

Prisen for deltagelse er 2500 kr. inkl. forplejning – overnatning kan tilkøbes.

Pengene gives ikke tilbage ved udeblivelse fra kurset.

Klubtræner 2 (Niveau 2)

DIF del:

DIF’s del omhandler emnerne: ”Idrættens organisering”, “fysisk træning”, aerob og anaerob præstationsevne”, “ernæring”, skadesforebyggelse”, ”træningsplanlægning”, “styrketræning”, aldersrelateret træningskoncept”, ”idrætspsykologi” og ”trænerrollen”.
Prisen for deltagelse er ca. 5500 kr. inkl. forplejning og ekskl. overnatning.
Kurserne udbydes typisk i okt.-feb. primært i Brøndby.
Hold øje med triatlon.dk og Kalenderen.

Triatlon-del:

Triatlondelen bygger videre på forbundsdelen på niveau 1.

Det forventes at deltagerne har erfaring med tilrettelægning og afvikling af træning for triatleter i klubregi inden for alle 3 discipliner. På niveau 2 skal deltagerne blive i stand til at planlægge klubtræningen for etablerede age group atleter/ supermotionister, samt udarbejde og vurdere en sæsonplan for den enkelte triatlet.

I efteråret 2013 blev svømning taget ud af Klubtræner 1. Til gengæld er der på Klubtræner 2 stor fokus på svømning. Klubtræner 2 tager 3 weekender, hvor en hel weekend omhandler svømning i bassin og åbent vand.

Deltageren skal inden kurset indsende en trænerlogbog, der viser trænererfaring i klubregi inden for alle tre discipliner. Logbogen skal godkendes inden kursusstart og rekvireres fra undertegnede.

Prisen for deltagelse er 4800 kr. inkl. forplejning og  overnatning (på 4-6 mands værelser). Pengene gives ikke tilbage ved udeblivelse fra kurset.

Hold øje med triatlon.dk og Kalenderen.

Diplomtræner (niveau 3)

Diplomtræneruddannelsen er for trænere, der arbejder med talentudvikling og eliteatleter.
Udover det rent træningsmæssige, berøres også andre idrætsrelaterede emner som kan have betydning for en træner på højt niveau.

DIF del:

DIF’s del beskæftiger sig udover det træningsspecifikke, med emner som doping, idrætsledelse/-organisation og idrætsjura. Uddannelsen varer 1½ år med i alt 180 undervisningstimer, og der må derfor påregnes undervisning både hverdage og i weekender. Undervisningen foregår enten i Århus eller i Idrættens Hus i Brøndby.
Prisen i 2019 er ca. 21.000 kr.

Opstart er typisk i eftåret hver år. Se mere om DIF diplom og DIF diplom turbo HER.

DIF Diplom giver ikke automatisk adgang til Triatlon Danmarks Diplomtræner, da der er begrænset antal pladser på uddannelsen.
For at komme i betragtning til Triatlon Danmarks Diplomtræner, skal man i sin ansøgning til Triatlon Danmark sende dokumentation for at man arbejder med elite/ungdoms elite.

Triatlon-del:

Triatlon Danmarks diplomtræneruddannelse bygger videre på det arbejde trænerne har lagt på niveau 1 og 2, hvori trænergerningen bliver indarbejdet som et håndværk med masser af ”hands on” erfaring.

Triatlon Danmarks diplomtræner blive udbudt som en grunduddannelse med mulighed for en international overbygning for elitetrænere (En Triatlon diplomtræneruddannelse-elite målrettet trænere, der beviseligt allerede har lavet eliteatleter / talentatleter på højt niveau.)

Adgangskrav til optagelse på Triatlon-del.

  1. Du er påbegyndt DIF diplomtræner eller har gennemført DIF diplomtræner.
  2. Du er tilknyttet en klub under Triatlon Danmark og har mulighed for at bruge det tillærte i praksis.

Yderligere for at blive optaget på International elite-overbygning.

  1. Du er nuværende/tidligere landsholdstriatlet og har kendskab til elitetriatlon ad denne vej.

eller

  1. Du er træner for elite-/ talent-atleter der har taget medalje til et dansk mesterskab som minimum i junior-rækken.

Har man taget en Triatlon diplomtræner, vil man senere kunne opgradere denne og komme på følordning såfremt, man har indfriet kravet om at have ”produceret” elite/talent atleter på jf. de opstillede krav.

Områder der typisk bliver arbejdet med på Triatlon Danmarks Diplomtræner

  • Testning
  • Arbejdskravsanalyse
  • Rammeplaner og arbejds-/ talentkrav
  • Individuel træningsplanlægning eksempler
  • Videoanalyse
  • Strategi og Pacing
  • Restitution og virkemidler
  • Forbundets politikker
  • Ernæring
  • Trænerrollen
  • Eliteatletens mentale udvikling/ færdigheder
  • Bikefitting/tuning

 

Triatlon Danmarks diplomtræner udbydes efter behov når der er tilstrækkeligt med aspiranter til at der kan samles et hold.
De seneste Triatlon Diplomtræneruddannelser er afviklet i 2007 og 2017

Idrættens Træner Akademi (niveau 4)

ITA (Idrættens Træner Akademi), er pt. det højeste niveau inden for DIF.

Målgruppe

Trænere som har DIF´s og specialforbundenes diplomtrænerkursus og som ønsker at specialisere sig yderligere i elite- og konkurrenceidræt.

Indhold og varighed

Indholdsmæssigt vil der blive undervist i forskellige emner, som knytter sig til tre overordnede temaer.
– Præstationsoptimering
– Elitemiljøer
– Trænerrollen

Uddannelsen består af 300 fælles undervisningslektioner bestående af generel idrætsteori krydret med praktiske eksempler og opgaver.
Hertil kommer undervisning i 100 lektioner specialforbundsrelateret stof, studietur og en række opgaver.
Uddannelsen fællesdel afvikles på 15 moduler á to hverdages varighed. Herudover skal der beregnes tid til afvikling af eksamener og små projekter.

Afviklingen af specialforbundsundervisninger ligger først fast når Triatlon Danmark ved hvem og hvor mange ansøgere der er.

Mere information om uddannelsen, samt starttidspunkter, kan findes på Danmarks Idræts-Forbunds hjemmeside. Prisen for uddannelsen er 40.000 kr. der dækker fællesundervisning, litteratur, overnatning og forplejning.
Kandidater godkendes og indstilles af forbundet.

Triatlon-delen
Triatlon delen af Idrættens træner akademi skal aftales direkte med forbundet i tæt dialog med forbundets eliteansvarlige.
Triatlon-delen vil typisk bestå af ophold og mentor-ordninger hos internationale toptrænere.

Den del af uddannelsen, som DIF varetager, dækker de generelle idrætsteoretiske uddannelsesområder, og den del af uddannelsen, som Triatlon Danmark varetager, dækker de specifikke triatlonteoretiske og -praktiske uddannelsesområder.
På hvert niveau gælder at DIF’s del skal være afsluttet, før man kan starte på forbundsdelen. For at blive certificeret træner på det pågældende trænerniveau, kræves det at både DIF’s del og Triatlon Danmarks del er afsluttet og man har diplom derpå. Endvidere gælder det at ét niveau skal være afsluttet, før man kan starte på næste niveau.

Målet med træneruddannelsestilbuddet i Triatlon Danmark er at levere det faglige grundlag for trænere og instruktører, der fungerer som aktive trænere og instruktører og/eller har ansvaret for de enkelte klubbers træningstilbud. Triatlon Danmark støtter også herved aktivt op om en af DIF’s overordnede målsætninger, om at alle medlemmer under DIF, uanset idrætsligt niveau, bør have mulighed for at opnå kvalificeret instruktion og træningsvejledning, hvorfor det er vigtigt at sikre uddannelse af trænere og instruktører på alle niveauer, fra hjælpetræner til landstræner.

Se evt. mere ved at bøsøge DIF.dk: Information om DIF´s træneruddannelse.

Ønsker du yderligere information så skriv til post@triatlon.dk

Undervisere på Triatlon Danmarks træner uddannelser

Martin Haastrup Ishøi
Underviser på Træner 1

Martin Haastrup Ishøi
Underviser på Træner 1

Torben Lykke
Underviser på Træner 1

Torben Lykke
Underviser på Træner 1

Søren Guldager
Underviser på Træner 1

Søren Guldager
Underviser på Træner 1

Aksel Nielsen
Underviser på Træner 2 og Diplomtræner

Aksel Nielsen
Underviser på Træner 2 og Diplomtræner

 

Information om DIF´s træneruddannelser

Bemærk at deltagelse i DIF’s træneruddannelse på et givent niveau (eller merit herfor) er et krav for at kunne starte på den triathlonspecifikke del på det givne niveau. Der kan søges om merit for DIF´s trænerkurser, hvis man har tilsvarende uddannelse.

Yderligere information

Fandt du ikke svar på dine spørgsmål? Så kontakt os for yderligere information
E: post@triatlon.dk