Kent Magelund: Dansk Triathlon Forbund 30 år

Undertegnedes egne særlige oplevelser som triathlet var det uofficielle EM Køln i 1984, hvor en stor flok danskere med Bent Nielsen, daværende formand i DTriF som arrangør – deltog på forskellige distancer! Vandet var 11 – 12 grader- og selvom samtlige svømmedistancer blev sat ned, blev flere så forkomne, at flere udgik efter svømningen bl.a. ovennævnte Jan D. – og flere blev tvunget til lægetjek, inden man fik lov til at deltage – hvis man altså ikke fik forbud mod at fortsætte! Jeg blev rystende – efter 1000 m svømning – hvor jeg dårligt kunne huske de sidste 200 m – lagt i sygeseng med tæppe og massage over hele kroppen for at få gang i blodcirkulationen – og fik først lov at cykle ud på de 120 km efter 50 minutter! OG DET VAR HER MAN FANDT UD AF – AT MAN SKULLE HAVE ANDET END BADEBUKSER PÅ – våddragten blev snarest opfundet!

Jeg har haft utrolig mange oplevelser indenfor vores herlige idræt – og tænker jeg tilbage – er jeg stolt over som gammel A-rytter – med smil på læben – at have sat både Jan Damgård og Steffen Lyders af fra hjul på cykel i henholdsvis Jyllinge Games og Hillerød Triathlon – selvom det var før, de blev Danmarks kendte tristjerner! Men det glemmer jeg tit at fortælle – altså det sidsteJ!

Det, jeg især synes triathlonsporten har været utrolig god til er at være fremsynet og innovativ mht. udvikling af udstyret! Som gammel cykelrytter var det fornemt bare at få lakkeret sin cykel en gang om året – hvorimod trisporten eksploderede hvert år med nye tiltag – skrårammer, små forhjul, pladehjul, tribøjler – diverse tiltag til at minimere omklædningen i skiftezonen, tridragter, våddragter, forskellige anordninger i skoene m.m.

De udfordringer jeg kan se fremover er antallet af stævner contra mængden af deltagere, hvem kan klare dommere, hjælpere og kan selve økonomien i stævnerne holde – foreningskulturen/klubberne contra det kommercielle marked – alle har aktive medlemmer i klubberne, som stadig vil deltage i stævner og måske kun er i klubben et år pga. et Ironman stævne – og så er det nemmere og uforpligtende bare at køre stævner fremfor måske at blive pålagt en opgave af sin klub! Og hvordan får forbundet den kommercielle del af stævnerne og forbundets egne til at hænge sammen mht. til stadig at stå med et godt tilbud, så det kan trække nye medlemmer – selvom jeg godt ved, at DIF har åbnet muligheder for nye medlemsskaber. Kan vi stadig som forbund genere nye talenter til OL – eller har Ironman feberen grebet folket så meget at denne opgave bliver op ad bakke?

Som tidligere formand og medstifter af forbundet ser jeg tilbage på 30 år og er stolt over at have været med til at ”opfinde en helt ny idrætsgren”, få den organiseret under DIF og have masser af medaljevindere på samtlige distancer hos både mænd og kvinder, der gjorde, at vi i flere år var i superligaen mht. medaljer og tilskud hos Team Danmark – fået klubberne op at stå, fik ansat den første landstræner, fået triathlon med på OL- programmet – og her og nu udefra set den kæmpeudvikling, der er sket både på det organisatoriske plan i forbundet, samt udviklingen af antal deltagere til både forbundet og de kvalitets stævner, der er dukket op de senest 4-5 år – det er fantastisk!

Tak, til alle de triathleter, jeg har været heldig at have i min tid i forbundet. Nogen er allerede nævnt, men hvem husker ikke stadig Mogens Strange, Gabor Kløczl, Rasmus Henning, Susanne Nielsen, Lone Larsen, Annette B. Petersen, Torbjørn Sindballe, Morten Fenger, Peter Sandvang, Ulrich Ghisler, Lisbeth Kristensen – og jeg har sikkert glemt nogen – og undskyld for detJ! Og det der tilslut i særlig grad glæder mig på forbundets vegne er – at flere af ovennævnte personer, nu har gjort eller gør et kæmpe arbejde for vores dejlig sport både i forbundet og på flere andre poster!

Kent Magelund