Triatlonstævnedage kan blive lange af flere årsager, f.eks. på grund af mange starter eller at distancen/erne er så lange, at det tager lang tid for deltagerne at blive færdige.
Med hensyn til de frivillige er der flere udfordringer: De, som sætter op om morgenen, fortsætter med opgaver på stævnet senere på dagen. Som frivillige kan de mangle mad/drikke tidligt på dagen, typisk allerede før middag. Frivillige er ofte begrænset af, at de gerne vil hjælpe, men ikke en lang dag på 8-10 timer. Dvs. hvis der er en opgave/post, som skal besættes af mere end én frivillig i løbet af dagen, skal frivillig nummer 2 have samme instruktion og få udleveret samme materialer som den første frivillige. At løse dette kan være en større opgave midt på en raceday.
Frivillige, som skal være på post i 8-10 timer, har brug for spise- og ikke mindst tissepauser. Hvorledes dette løses, er der ikke et entydigt svar på. Mange deler de frivillige op i grupper, hvor 7 personer passer en opgave, som er nomineret til 6 personer, og lader dem skiftes. Dvs. nummer 1 holder pause, erstatter derefter nummer 2, som holder pause, som erstatter nummer 3 osv. På denne facon roterer de frivillige og kan dermed løse opgaver af en varighed, som ligger udover hvad den enkelte kan klare rent tidsmæssigt.
Stævneleder, sikkerhedsansvarlige og andre områdeansvarlige er ofte så dybt involveret i stævnet fra tidlig morgen og indtil det er færdigt, at de ofte glemmer at ”passe på sig selv”. Dvs. de glemmer at tage solcreme på, når det er sommer og meget solrigt, glemmer at drikke nok og ofte nok, glemmer at spise kun minimalt og er derfor ikke optimalt til stede, hvis/når der skal krisestyres eller der opstår en anden type udfordring. Sørg for at de får mad og drikke løbende og italesæt, at dette er vigtigt forud for dagen og på selve dagen, når man møder ind om morgenen.
Hvis der er brug for dette, så sørg for at der er en frivillig eller flere, som udelukkende sørger for, at alle har det, de skal bruge af mad og drikke. Eventuelt køres mad og drikke ud på posterne på cykel- og løberuten og til de ansvarlige i alle områder.