5 DANSKE PRO’er TIL START VED VINFAST IRONMAN WORLD CHAMPIONSHIPS 2024

okt 23, 2024

Her løbers der koncentreret ud af skiftezonen (Foto: Fotografen)

Foto: De fem danske triatleter til start ved Vinfast IRONMAN World Championships 2024.

Lørdag er det igen tid til en af triatlonverdenens allerstørste langdistancekonkurrencer, nemlig Vinfast IRONMAN World Championships på Hawaii. I år er det mændenes tur til at prøve kræfter med den mytiske rute og de høje temperaturer.

Til start er who’s who inden for langdistancetriatlon, og blandt de godt 50 startende PRO-triatleter har Danmark hele fem herrer med – lige så mange som vores tyske naboer og blot to færre end Frankrig.

De danske triatleter til start på lørdag er:

  • Magnus Ditlev (KTK86)
  • Kristian Høgenhaug (Aarhus 1900 Triathlon)
  • Thor Bendix Madsen (KTK86)
  • Daniel Bækkegård (Odense Triathlon Klub)
  • Mathias Lyngsø Petersen (Odense Triathlon Klub)

Dansk langdistancetriatlon har gennem de seneste år været i en rigtig god udvikling, og de fem herrer, der er til start på Hawaii, har tidligere vist et meget højt niveau. Vi kan derfor tillade os at have forventninger om gode danske resultater i weekenden.

Især Magnus Ditlev, der tog IRONMAN VM-bronze i 2023 i Nice og pt. topper PTO’s verdensrangliste, spås gode chancer for at blande sig i kampen om podieplaceringerne. Konkurrencen er dog hård, især med de to norske triatleter, Gustav Iden og Kristian Blummenfelt, samt franske Sam Laidlow, der vandt IM VM i 2023, som Magnus’ største konkurrenter. Se hele startlisten HER.

TriRating har talt med Thorbjørn Sindballe, som vandt bronze i 2007, om, hvor dansk triatlon står i dag, hvordan varmen påvirker præstationerne, og hvilke forandringer der er sket, siden han selv deltog. Artiklen er på engelsk, men giver et godt indblik. Vil du imponere træningskammeraterne med nørdet viden, er det et must-read.

Start: VinFast IRONMAN World Championship – Men
️Lørdag d. 26. oktober
6:25 Hawaii-tid / 18:25 dansk tid
Følg med live på proseries.ironman.com, YouTube, https://ironman.com/live og Outside TV.

Bliv klogere på svømmeruten med Magnus Ditlev i videoen nedenfor og læs mere om hans forberedelser HER.

 

VM: Den danske triatlet Magnus Ditlev drømmer stort om VM i IRONMAN på Hawaii på lørdag

VM: Den danske triatlet Magnus Ditlev drømmer stort om VM i IRONMAN på Hawaii på lørdag

“Jeg regner med en ret hård cykling på lørdag, og hvis racet udspiller sig fordelagtigt for mig, vil jeg være med til at gøre cyklen så hård som muligt. Jeg håber, det kommer til at blæse meget på lørdag, så vi kommer til at ligge meget spredt ude på ruten, for så vil jeg trykke hårdt i pedalerne hele vejen for at gøre det svært for de andre,” fortæller Magnus Ditlev. Læs hele pressemeddelelsen…