110 Overordnede ansvarsområder
110 Overordnede ansvarsområder og Samaritter
I evalueringsarket (se 104 A) lægges der vægt på, at stævnet har en god organisering, ja faktisk er stævnets overordnede organisering og stævnets størrelse samt sportslige niveau et punkt, hvor arrangør har mulighed for at score mange point. Det er vigtigt, at organisering matcher ambitionerne med stævnet, hvilket betyder, at et VM-stævne eller et kommercielt stævne med +1000 deltagere skal have en markant større og bedre organisering end et motionsstævne med 100-150 deltagere.
Under dette punkt og 111 Utilsigtede hændelser kommer en række anvisninger og idéer til, hvorledes organisationen fra 104 I finder den rette størrelse, og hvorledes den bør arbejde i praksis.
De overordnede ansvarsområder er:
- Overordnet Stævneafvikling og samaritter
- Anti Doping Danmark (ADD)
- Svøm
- Skiftezone
- Cykling
- Løb
- Målgang, medaljeceremonier mm.
Stævneafvikling er stævnelederens ansvarsområde. Stævnelederen vil i praksis uddelegere næsten alle ansvarsområder til områdeansvarlige, da dette medfører mindre arbejde på dagen, men stævnelederen har det overordnede ansvar for at tilse, at alle enkeltområder har meldt klar forud for, at stævnet igangsættes. I nogle stævner vælger arrangørgruppen, at klarmeldinger sker til sikkerhedsansvarlige og/eller TD, men hvilken form der benyttes, aftales i den enkelte stævnegruppe.
Ansvar for samaritter lægges også i udgangspunkt hos stævneleder, da vigtigheden af, at der er nok, og at de er fagligt klædt på til at løse opgaven, er særdeles vigtig. Stævnelederen bør sikre sig, at samaritter er bestilt, og sikre at de kommer, ved en kontinuerlig dialog med den ledende samarit. Hermed er ansvaret for kontakt til AMK (Præhospitalt beredskab se 104 H) også en overordnet opgave på stævnet, som stævnelederen ofte påtager sig.
ADD – Anti Doping Danmark har adgang til alle stævner under Triatlon Danmark, og stævneleder skal sikre, at der er en kontaktperson på stævnet, som kan frigives til dialog med ADD, skulle disse dukke op på stævnet. På selve stævnedagen skal/bør stævnelederen ikke have denne opgave.
Svømmeruteansvarlig har ansvar for sikkerhed omkring og afvikling af svømningen. Her er især vandsikkerhedsplan (se 118 C) og instruktion af de frivillige på selve dagen vigtigt.
Skiftezoneansvarlig skal sikre, at skiftezonen kun tillader adgang for de atleter og andre, som skal have adgang, f.eks. dommere, ADD eller honoratiores. Derudover skal skiftezoneansvarlig sikre, at skiftezonen er opsat, således at den ikke udgør en fare for deltagerne, dvs. at hegn ikke kan lægges omkuld, eventuel venue dressing (banner og Beachflag) er monteret korrekt. Og at underlaget er plant og uden huller og at tæpper ikke buler, begge elementer er vigtige for at sikre imod, at der er en risiko for, at atleterne snubler. En yderligere opgave for skiftezoneansvarlig er at sikre aftaler med cykelrute- og løberuteansvarlige om, hvilke frivillige, som er i skiftezonen og hvilke, som løser opgaven med mount line og dismount line, og hvem, som viser atleterne fra skiftezone og ud på løberuten.
Cykelruteansvarlig har ofte et stort ansvar, da denne både skal sikre, at skilteplan efterleves, at Trafik Officials er mødt ind, og at de kender deres opgaver på dagen. Og så er der ofte rigtigt mange flagposter på cykelruten, så her er der også en stor instruktionsopgave på dagen. En af de fejl, som ofte opstår, er, at de frivillige ikke er på plads til tiden. Her er det vigtigt, at den cykelruteansvarlige (og ikke kun stævnelederen) har læst og forstået politiets tilladelse. (Se gerne 104 E download – brug tid på at sikre, at du, som stævneleder og/eller cykelruteansvarlig, forstår konsekvensen af de påkrav politiet har skrevet).
Løberuteansvarlig har ofte den udfordring, at de frivillige på løberuten består af en kombination af frivillige, som møder ind til opgaven på løberuten – og frivillige, som har løst andre opgaver tidligere på dagen. Dobbeltbooker man på denne måde, så skal man sikre, at disse frivillige også får den fornødne instruktion og at de møder ind til tiden.
Målansvarlig har flere opgaver, men typisk at sørge for:
- Manuel backup af rækkefølge på deltagerne, som kan løses med video, eller at en frivillig skriver alle deltageres numre ned i den rækkefølge, de passerer målstregen.
- At der er mulighed for, at atleterne kommer væk fra målstregen hurtigt, således at de ikke står i
vejen for de efterfølgende, således at risiko for at ingen støder sammen. - At alle atleter bliver pakket ind i folie, hvis de er underafkølede, eller at de kan få vand, hvis der afvikles på en varm dag, samt at der er en snack/frugt eller lignende til alle.
- At deltagermedaljer og/eller andre ting (eks. T-shirts) uddeles (hvis dette er relevant).
- At der er adgang til og fra målområdet, som sikrer, at skadede atleter, som har brug for det – hurtigt kan hentes af ambulance og kan komme hurtigt væk og til behandling. Husk at bygge målområdet op således, at der er direkte adgang for ambulancer til mixed zone – dvs. området lige efter målstregen. Ofte er det også målansvarlig, som i praksis står for medaljeceremonier til DM/NM/EM mv.